Peter Højrup Island

Når Peter Højrup skriver om Johannes Møllehave godt 130 sider inde i sin nye roman Island, kommer jeg uundgåeligt i tanke om et par møder med Peter, altså Højrup, forfatteren, jeg i øvrigt spiller fodbold med. Når P. Højrup lader sin hovedperson beskrive op til flere møder med Johannes M, og et af disse foregår i en biograf, hvor bogens hovedperson igen og igen (åbenbart) ser Sophie Scholl - Die letzen tage, tænker jeg på, at en af de allerførste gange jeg talte med bogen Islands forfatter, nemlig Peter Højrup, talte vi om Blinkende Lygter, som Højrup ikke brød sig om, og som jeg virkelig godt kunne lide, og det minder mig om, at der i romanen Island er en situation, hvor bogens hovedperson overvejer, om han overhovedet gider reagere på en anden karakters dumheder. Gider man, lader det til, har man også vist at personen, der nu skuffer en, kun skuffer en, fordi man forventer noget bedre. Og det er måske et centralt tema i bogen Island, hvor hovedpersonen, en forfatter i øvrigt, blandt meget andet møder Møllehave og tænker på Møllehave og Møllehave kalder alle Johannes, og det virker så superrealistisk, som kun fiktion kan gøre, og mens jeg læser det og nu skriver dette, kommer jeg i tanke om første gang, P. Højrup lærte mig noget, og det var på Forfatterskolen, selve indspisthedens nervecenter (bum bum bum), hvor han i selskab med Martin Larsen lærte mig om den finske digter, oversætter og drukkenbolt Saarikoski. Da timen var forbi, var det gået op for mig, at man netop i digtningen er frisat den klaustrofobiske tid, et stakkels menneske må bevæge sig i. Det vil sige, at når P. Højrup og M. Larsen fortalte om P. Saarikoski, gjorde de det på en måde, så jeg P. Jensen kom til at tænke på, hvor vidunderlig frigjort det er som digter at tale hen over tiderne med de afdøde og de endnu ufødte. Derfor lærte de mig noget om kunst og litteratur, som til hver en tid er uden for synsvidde for de, der kun søger ind i litteraturen for at få tilfredstillet deres ego, for at opnå berømmelse, for at være feterede. I bogen Island beviser P. Højrup, som jeg spiller fodbold med og også adskillige gange har drukket øl med men aldrig besøgt privat, at litteraturen er noget andet end den narcisistiske jammerdal, den PT er strandet i. At bøger og skrift handler om andre ting end at etablere og diskutere ligegyldige hierakier. Bogen tematiserer i øvrigt denne jammerdal, viser bogbranchens sygdomme og forfatternes tåbeligheder, men den gør samtidig så meget andet, og mens jeg forsøger at finde ud af, hvad det er, den gør, tænker jeg, på en anden gang jeg mødte Peter. Det var, oh skræk, sammen med Lars Frost (denne parnassets ærkeengel). Det var en sen aften, og jeg havde drukket mig kanonfuld til en forlagsreception, og jeg gik gennem den Indre By med Middlemarch i en ny udgave, og jeg gik og slog mig selv i skallen med dette hovedværk (ak), fordi jeg havde kvajet mig og blameret mig og ført mig frem, og langt inde i centrums (hvad jyder kalder Midtbyen) fordrukne dyb, mødte jeg Frost og Højrup i en skæv mecanin, hvor alt faldt mod højre og igen tippede over. Sent, sent den nat skiltes Peter og jeg, da jeg måtte dreje af ved mit daværende hjem, og han skulle et par hundrede meter længere ud af Vesterbrogade. Men jeg kan huske, vi gik og talte men ikke om hvad, og derinde i det tvivlens rum opstår der nogen gange litteratur af den slags Højrup har begået med Island. Bogen er trist, den er præcis, den er velskrevet og den viser nye steder af den hemmelige slags, man ikke vidste fandtes i København, læs selv for at finde ud af hvilke. I modsætning til så meget andet, der foregår i denne såkaldte branche eller klub eller lille fastelavnsfest, vi kaldet litteraturen i DK, giver den her bog mig lyst! Den dræner mig ikke med sin selvfedme, den omklamrer mig ikke med sine banaliteter, den voldtager mig ikke med sin veltilrettelagte flødeskumsmetaforer, den skærer sig et nyt sted hen, hvor saftspændingen brydes, og det flyder for mig, flyder i min hjerne og ned i tasterne, der har haft en kulde i sig i et stykke tid, men som den her bog, Island, sammen med Noréns Filosofiens nat og et brev jeg fik i går aftes, har smeltet, og derfor må jeg sige, at denne bog er en af dem, man savner uden at vide det, og som man ser hen imod at læse med stor længsel, uden at vide det, og andre kan skrive mere nærgående om, hvad der foregår i bogen, det her foregår eller gik måske i mig, da jeg læste den, det og så meget andet... 

    (brevet jeg fik i går, var en læserrespons efter et interview i Ældresagens blad - brevskriveren fortæller om finanskrisen, hvordan den satte en angst i ham, men det er finanskrisen i tyverne han skriver om! Flere år før han blev frihedskæmper - mere om det en anden gang - manden må være nær de 100).

   I hvert fald. Island leve!

Og her et foto fra Lolland med hunden Wolfgang: